Hjemmelavede skumfiduser med solbærsmag

Hjemmelavede skumfiduser

Har du nogensinde prøvet at lave hjemmelavet skumfiduser? Hvis ikke, så skal du prøve det. Det er super nemt, meget nemmere end du går og tænker! Du skal hovedsagelig blot lave en luftig marengs, pisket på en sukkersirup med husblas i, og derefter sprøjte denne skum ud på flormelis. I store træk er dette hvad der skal til. Og så selvfølgelig ventetid, til de har sat sig.

Disse hjemmelavede skumfiduser med solbærsmag er bløde, lette og saftige. Helt bløde som skumfiduser skal være. Skumfiduserne kan nemt bruges til en hyggelig aften ved bålet, eller som pynt på din hjemmelavede kage.

Skumfiduserne er tilsat solbærmarmelade, hvilket både giver en vildt flot farve og en vildt god smag af syrlige solbær. Måske det er en hyggelig aktivitet med børnene, eller hvis du blot ønsker en lille simpel udfordring i køkkenet selv. Her er opskriften:

Ingredienser til hjemmelavede skumfiduser:

Sværhedsgrad: let

Antal: 80-100 stk afhængig af størrelse

  • 450 g sukker
  • 1 dl vand
  • 9 husblas
  • 100 g æggehvider (svarende til 3 æg)
  • 3 tsk solbærmarmelade
  • Flormelis og solbærstøv til at sprøjte ud på


Fremgangsmåde til hjemmelavede skumfiduser:

  1. Ublød husblas i rigeligt vand i 15-20 minutter
  2. Kog en sukkersirup af vand og sukker
  3. Sukkeret skal koges op til 120 grader
  4. Når sukkeret er ved at have sin temperatur, piskes æggehviderne hvide og skummende
  5. Kom de udblødte husblas ned i det smeltede sukker
  6. Langsomt hældes sukkeret i en tynd stråle ned i æggehviderne samtidig med at der piskes på livet løs (du har forhåbentlig et el-piskeris eller en røremaskine)
  7. Pisk til luftig skum i 20-25 minutter afhængig af hvor stor din skål er, jo større jo hurtigere køler den af
  8. Vend solbærmarmelade i skummet
  9. Kom skummet på en sprøjtepose med en rund tyl
  10. Drys flormelis og solbærstøv på bagepapir
  11. Sprøjt solbærskum ud på flormelis i lange stave og drys yderligere flormelis og solbærstøv ovenpå
  12. Lad skummet tørre på bagepladen ved stuetemperatur 3-5 timer eller natten over (jeg har sat mine i min ovn, hvor de kan tørre og sætte sig til dagen efter)
  13. Derefter klippes hjemmelavede skumfiduser ud og dyppes i mere flormelis, så de ikke klistrer sammen
  14. Opbevar de hjemmelavede skumfiduser i en lufttæt beholder i op til 2 uger

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *