Er der en kage jeg altid vender tilbage til og bager, hvis uventede gæster kommer forbi, så er det Banankage. Det er en kage jeg kunne spise hver dag, men en almindelig Banankage består jo af smør, sukker og mel. Så for netop at kunne spise Banankage hver dag, har jeg udviklet denne sundere Banankage uden sukker og mel. På trods af at kagen er uden mel og sukker er den stadig sød, svampet og lækker.
Den sundere Banankage er lavet på en æggesnaps med honning. Jeg har været så heldig at modtage blomsterhonning fra Svansø (reklame), og tænkte derfor det skulle bruges i en sundere kage. Udover honning er der havregryn, som er blendet til mel. Som et sprødt element har jeg grofthakket hasselnødder og tilsat kagen. Kagen er super nem at lave, og et god alternativ til hvis du vil prøve at være lidt sund. Den kan både bruges som morgenmad, snack, eftermiddagskaffe osv. Den sundere Banankage er lavet i en brødform, men kan nemt laves som muffins i stedet. Og nu til opskriften:
Ingredienser til sundere banankage uden sukker og mel
Personer: 6-8
Sværhedsgrad: Let
- 3 hele æg
- 45 g blomsterhonning (Svansø)
- 110 g grovvalsede havregryn (blendet til fint mel)
- 30 g hasselnødder
- 1,5 spsk solsikkeolie
- 3 modne bananer
- 1 banan til toppen af kagen
Fremgangsmåde til sundere banankage uden sukker og mel:
- Pisk en let og luftig æggesnaps af æg og blomsterhonning
- Blend i mellemtiden havregryn til fint mel
- Når æggesnapsen er let og luftig, vendes solsikkeolien deri
- Mos de modne bananer helt ud
- Vend bananerne i æggensapsen efterfølgende af de blendede havregryn
- Bekæld en brødform med bagepapir
- Hæld banankagedejen deri
- Halver en banan og placer den på toppen af kagedejen
- Bag banankagen i ovnen ved 180 grader i 35-40 minutter – til den har sat sig
- Afkøl og nyd!
Velbekomme!

