Rabarbersnurrer med remonce og hvid chokolade

Rabarbersnurrer med remonce og hvid chokolade

Rabarber hører sommeren til, men de varer lige til efterårets start. Denne sommer har raberberne givet flere gange, hvilket selvfølgelig skal udnyttes. Rabarber kan bruges i diverse kager og søde sager, og i dette tilfælde her har jeg taget dem til “next level” hvis jeg selv skulle sige det. Tænk lige en rabarbersnurre med remonce og hvid chokolade. Remonce som underbagningen bliver til karamel som din snurrer bliver fyldt med i bunden og den hvide chokolade der giver den sødeste smag i dejen. Rabarbersnurrene er lavet med mindre gær, da de hæver på køl natten over, men dette kan sagtes gøres hurtigere med mere gær. Se blot TIP i bunden af opskriften.

Disse lækre snurrer er perfekte at gemme i fryseren, for så er de lette at tage op til en god kop kaffe når gæsterne byder på. For mig er det skønt altid at have kage i fryseren når der kommer gæster, for så har jeg altid en lille kage ved hånden og er derfor fri for at skulle købe nogle dyre kager hos bageren (hvilket selvfølgelig også er skønt engang i mellem) men jeg kan nu godt lide at lave det meste selv.

Jeg har lavet flere opskrifter med rabarber, da jeg synes rabarber er en skøn ingrediens. Du kan blandt andet finde opskriften på Rabarbertærte med hvid chokolade eller Rabarber blondie med marengs.  Nå men nu til denne skønne opskrift på rabarbersnurrer med remonce og hvid chokolade.

Rabarbersnurrer med remonce og hvid chokolade:

(15 stk)

Dej:

  • 15 g gær
  • 1,5 dl skummemælk
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1/2 tsk salt
  • 400 g mel
  • 100 g koldt smør, skåret i små tern
  • 1 æg til pensling
  • Rørsukker til drys oven på æggepenslingen

Remonce:

  • 250 g smør
  • 150 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker

Fyld:

  • 80 g Rabarber i tern
  • 80 g Hvid chokolade i tern

Fremgangsmåde til rabarbersnurrer med remonce og hvid chokolade:

Dej:

  1. I en skål blandes mælk, gær, salt, sukker, æg og vaniljesukker
  2. Rør rundt til gær er opløst i mælken
  3. Tilsæt herefter 350 g af melet og rør til en ensartet dej ( jeg bruger en røremaskine, hvilket er en uundværlig maskine for mig, men du kan selvfølgelig gøre det i hånden – det giver gode muller ;-))
  4. Tilsæt nu koldt smør i tern under omrøring
  5. Tilsæt løbende den resterende mel til du har en blød og smidig dej, der ikke hænger for meget fast på fingrene når du rør ved dejen
  6. Sæt dejen til hævning i 8-10 timer i køleskabet (natten over)
  7. Efter køl hæver dejen 1 time på køkkenbordet, så den både køler lidt af og gæren begynder at have effekt

Remonce:

  1. Bland sukker, vanilje og smør sammen i en skål
  2. Undgå at bruge et piskeris, da dette vil piske massen for meget og medføre at din remonce “løber” mere ud af dine rabarbersnurrer under bagning

Samling af rabarbersnurrer:

  1. Rul din dej ud på bordet i en rektangel
  2. Fordel remonce på dejen i et fint lag
  3. Drys tern af rabarber og hvid chokolade hen over dejen (Se billede)
  4. Fold dejen over, så fyld er mellem to lag dej (Se billede)
  5. Skær nu strimler af dejen
  6. Snur/tvist strimlerne hver sin vej og drej dem omkring din hånd og placer dem på bagepladen
  7. Lad dine snurrer hæve i 45 minutter under et klæde
  8. Pensel dine rabarbersnurrer med et sammenpisket æg
  9. Drys med rørsukker
  10. Bag rabarbersnurrer ved 200 grader i 15-18 minutter
  11. Afkøl og nyd!

Velbekomme!

TIP: Hvis du ikke har tid til at lade dejen hæve på køl natten over, så kan du i stedet bruge 50 g gær og lade dejen hæve på køkkenbordet i 1,5 time hvorefter du former snurrene og følger resten af opskriften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *