En ting, jeg har rigtig meget af i år, er æbler. Jeg har så mange æbler i min have, at jeg næsten ikke kan nå at bruge dem – så ærgerligt! Men for at få brugt en lille smule, har jeg lavet denne lækre, og nemme opskrift på æblecrumble snitter. En sprød og blød snitte på mørdej med kanel, et lag af lækre og søde æbler og en top af sprød crumble. Den perfekte snitte til en eftermiddagskaffe eller som dessert tilsat lidt is. Opskriften er super nem, og kan med lethed forberedes dagen inden servering. Der kan både mørdej og crumble laves og dagen efter samles det hele og bages. Nyd den og god bagning 🙂
Ingredienser til æblecrumble snitter:
Antal personer: 10
Sværhedsgrad: Let
Redskaber: Firkantet springform 24×24 cm, kagerulle
Mørdej:
- 300 g hvedemel
- 45 g brun farin
- 45 g sukker
- 1 tsk kanel
- 200 g smør (blok, direkte fra køleskabet)
- 2 spsk vand
Crumble:
- 100 g smør (koldt, direkte fra køleskab)
- 80 g sukker
- 180 g hvedemel
- 50 g havregryn
- 2 spsk vand
Andet:
- 3 Æbler
Fremgangsmåde:
Mørdej:
- Bland mel, sukker, farin og kanel i en skål
- Tilsæt smør i tern og bland det til det opnår en smuldret konsistens
- Tilsæt vand og vend sammen til dejen er samlet uden at ælte den (så mister den sin sprødhed efter bagning)
- Kom dejen i film i køleskabet i 30 min 1 time
Crumble:
- Miks alle ingredienser og sæt til side
Samling af æblecrumble snitter:
- Rul mørdejen ud til en firkant og kom den i formen, gem den resterende mørdej til toppen
- Hak æblerne og fordel æblerne ovenpå mørdejen
- Fordel crumble ovenpå
- Rul den resterende mørdej ud og skær den i striber og placer på toppen af kagen
- Bag æblecrumblen i ovnen ved 190 grader varm luft i 30-35 min
- Afkøl let og server enten med creme frais eller vaniljeis til
Velbekomme!
Er du vild med kager med æble, skal du prøve denne æbletærte eller æblekagecookies!