Blåbærtærte med sesam og flødebolleskum

Reklame for Svansø.  Reklamelinks er markeret med *. 

Måske du er en af de heldige, der har en masse blåbær på vej? Uanset om du har eller ej, skal du prøve denne blåbærtærte! Blåbærtærte med sesam og flødebolleskum! De lækreste tærter med både sprødt, sødt, sejt og luftigt!

Tærterne er lavet på en sprød bund tilsat sesamfrø fra Svansø. Det giver en dejlig sprød konsistens og en dejlig nøddeagtig smag til tærtebunden. Tærtebunden er fyldt med den lækreste blåbærchokolade, lavet på blåbærgrød og hvid chokolade. Det helt perfekte miks! På toppen af den lækre blåbærtærte er et godt og solidt lag flødebolleskum, der giver den bedste afslutning på den lækre blåbærtærte. MUMS IKKE?

Tærterne kan laves på forhånd, pånær flødebolleskummet. Tærtebundene med blåbærchokoladen kan laves dagen inden servering, og efterfølgende opbevares på køl indtil pyntning med flødebolleskum. Flødebolleskummet er bedst, hvis det laves op til servering, men kan godt laves 2-3 timer før (evt. om eftermiddagen inden gæsterne kommer) og opbevares på køl indtil servering.

Jeg siger dig, du ikke vil fortryde denne lille herlighed. Her er opskriften 🙂

Ingredienser til blåbærtærte med sesam og flødebolleskum:

Antal Personer: 9 stk
Sværhedsgrad: Mellem
Arbejdstid: 1½-2 timer (effektivt) + køletid ca. 1-2 timer
Redskaber: Perforeret forme 8 cm diameter, termometer, rund tyl*, sprøjtepose*.

Tærtebund med sesam:
  • 50 g rørsukker (Svansø)
  • 125 g hvedemel
  • 130 g smør
  • 3 spsk sesam (Svansø)
  • 1 tsk vaniljepasta*
  • 1 æggeblomme
Blåbærchokolade:
  • 1 husblas
  • 130 g blåbær (frosne eller friske)
  • 2 spsk sukker
  • saft fra 1/2 appelsin eller anden citrusfrugt
  • 100 g hvid chokolade *
Flødebolleskum:
  • 225 g sukker
  • 2 spsk glukose sirup
  • 2 tsk vaniljepasta*
  • 1 dl vand
  • 3 æggehvider (svarende til ca. 90 g)
  • 1,5 spsk sukker
Pynt:
  • Blomster fra Rød skovsyre

Fremgangsmåde til blåbærtærte med sesam og flødebolleskum:

Tærtebund med sesam:
  1. I en skål kommes rørsukker, mel, vanilje og sesam som blandes sammen
  2. Tilsæt herefter det kolde smør i tern, og lad ingredienserne røre sammen indtil de opnår en smuldret konsistens
  3. Tilsæt æggeblommen og rør til dejen har samlet sig
  4. Kom dejen mellem to stykker bagepapir let drysset med mel
  5. Rul dejen ud til ca. 0,5 cm tykkelse og sæt den på køl i 10-15 minutter
  6. Udstik dejen til tærteringene og beklæd siderne, ved at skære små strimler passende til højden på ringen (skær eventuelt overskyende af efter dejen er sat i formen)
  7. Bag tærtebundene (evt. med kerner i bunden med bagepapir for at undgå at bunden popper op) ved 200 grader i ca. 10-12 minutter – til gyldne
  8. Gentag med alle, dernæst afkøl bundene og lav blåbærchokolade imens
Blåbærchokolade:
  1. I en gryde kommes blåbær, appelsinsaft og sukker, som koges til blåbær er helt bløde og udkogt
  2. Imens udblødes husblas i en skål med vand
  3. Når blåbær er kogt godt igennem 10-15 minutter tages den af varmen
  4. Husblas tilsættes blåbærgrøden
  5. Kom chokolade i en ny skål, hvorefter den varme blåbærgrød hældes over
  6. Bland blåbærgrød og chokolade med hinanden
  7. Lad blåbærchokoladen afkøle let inden tærteformene fyldes
  8. Fyld hver tærtebund med blåbærchokolade med et par milimeter til tærtekanten
  9. Sæt tærterne på køl indtil blåbærchokoladen har sat sig (1-2 timer)
Flødebolleskum:
  1. Når tærtebundene er helt afkølet kan flødebolleskummet laves
  2. Kom sukker, glukose sirup, vand og vaniljepasta i en gryde
  3. Lad sukkermassen koge ved mellem varme indtil det opnår en temperatur på 117 grader
  4. Imens piskes æggehvider med 1,5 spsk sukker til de er lyse og luftige (2-3 minutter)
  5. Når sirup har den rette temperatur tilsættes den æggehviderne under kraftig piskning
  6. Pisk flødebolleskummet til det er nedkølet og har en sej konsistens
  7. Kom flødebolleskummet på en sprøjtepose med en rund tyl
  8. Sprøjt flødebolleskum på blåbærtærterne og pynt med blomst fra rød skovsyre
  9. Server med det samme eller opbevar på køl inden

Velbekomme!

Er du helt vild med tærter og elsker tærter i alle afskygninger, så skal du prøve denne tærte med rabarberchokolade!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *