Galette med jordbær og nektarin

Lige nu befinder jeg mig i sommerhus i min sommerferie. Jeg nyder den fuldt ud og får samtidig lyst til at bage en masse lækre ting. Det kom der denne lækre galette med jordbær og nektarin ud af. Den er desuden fyldt med god marcipan og hvid chokolade og så er bunden lavet på delvist mandelmel fra Svansø (reklame) og hvedemel, hvilket giver en dejlig rund smag. Mandelmel kan købes i færdig form og klar til at komme i dejen. Det er super nemt og giver en lidt anden sprødhed og smag end blot kun hvedemel. Denne galette med jordbær er super nem at lave i forvejen. Du kan forme kagen, pakke den ind i bagepapir og fryse den ned til den skal bages. På den måde kan du have helt frisk kage til dine gæster. Blot tag den op 1 time før den skal bages og bag den herefter i ca. 30 minutter til gylden. Vupti og så har du færdig kage! Spis evt med lidt is eller flødeskum til, det smager dejligt! Velbekomme!

Ingredienser til galette med jordbær og nektarin:

Antal personer: 8

Sværhedsgrad: Let

Mørdejsbund:

  • 150 g mandelmel fra Svansø (reklame)
  • 225 g hvedemel
  • 100 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 200 g koldt smør i tern
  • 1 æg

Fyld:

  • 1/2 bakke jordbær
  • 2-3 modne nektariner
  • 1 håndfuld hvid chokolade
  • 1 håndfuld smuldret marcipan

Fremgangsmåde til galette med jordbær og nektarin:

Mørdej og bagning:

  1. Miks alle tørre ingredienser i en skål
  2. Tilsæt smør i tern og rør til du opnår en smuldret konsistens
  3. Tilsæt ægget og ælt til det netop har samlet sig
  4. Kom mørdejen i film og læg det på køl en times tid
  5. Efter køl rulles mørdejen ud mellem to stykker kagepapir
  6. Placer jordbær og nektarin stykker midt på mørdejen
  7. Drys ligeledes med hvid chokolade og marcipan
  8. Fold siderne op ved at folde bagepapiret ind over midten og pres let ned
  9. Gentag med resterende sider
  10. Pensel med mælk og drys med rørsukker
  11. Bag ved 190 grader alm ovn i 25-30 minutter – til gylden

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *